Kong Frederik indvier lørdag forlængelsen af metrolinjen M4 til Sydhavn og Valby.
Arbejdet på de fem nye stationer har været undervejs i knap seks år.
De fem nye stationer er Havneholmen, Enghave Brygge, Sluseholmen, Mozarts Plads og København Syd.
I dag kører M4 fra Orientkaj i Nordhavn til Københavns Hovedbanegård.
Når de fem nye stationer er i drift, består det samlede metronet af 44 stationer fordelt på 43 kilometer spor.
På dagen vil der være åbningsfest på Mozarts Plads i Københavns Sydhavn fra klokken 11.
Her vil der blandt andet være en scene, hvor musikere som Peter AG, Peter Sommer og Katinka vil optræde i løbet af dagen.
Klokken 12.30 vil den nye metroudvidelse officielt blive indviet og åbnet af kong Frederik, transportminister Thomas Danielsen (V) og Københavns overborgmester, Sophie Hæstorp Andersen (S).
Foruden livemusik vil der være loppemarked og madboder til arrangementet.
Fra 2030 forventes det, at de fem nye stationer får cirka otte millioner passagerer om året. Samlet set forventes det, at flere end 135 millioner passagerer rejser med Metroen i 2024.