Konferencecenteret Esbjerg Park er erklæret konkurs. Det skriver blandt andre TV Syd.
Konkursen var tilsyneladende bebudet. Esbjerg Park oplyste nemlig ifølge tv-stationen for nogle uger siden, at stedet lukker.
Og nu har Skifteretten afsagt et konkursdekret mod konference og eventstedet.
Det fremgår af en meddelelse i Statstidende.
På deres Esbjerg Parks hjemmeside har ejer Kim Barsøe tidligere skrevet, at Esbjerg Park var nået til et punkt, hvor driften ikke længere var realistisk at opretholde.
Derfor meddelte stedet, at alle planlagte arrangementer eller julefrokoster er aflyst.
Kim Barsøe har fortalt til JydskeVestkysten, at Esbjerg Park siden overtagelsen 1. september 2023 har kostet over fem millioner kroner i drift og investeringer.
Den endelige beslutning om at lukke ned kom efter et huslejekrav fra ejeren af ejendommen.
- Uden værelsesfaciliteter er det umuligt at drive et funktionsdygtigt konferencecenter, og det tager jeg og min medinvestor nu konsekvensen af, sagde Kim Baarsøe blandt andet til JydskeVestkysten.