Natten til mandag endte en countrykoncert i Las Vegas i et blodigt massedrab, da en person skød ned på friluftskoncerten fra et hotelværelse i Mandalay Bay Hotel i nærheden.
59 er døde, og over 500 er såret i forbindelse med masseskyderiet, der er det værste masseskyderi i nyere amerikansk historie.
Efterfølgende er der dukket en række historier op om, hvordan nogle af de 22.000 koncertgængere forsøgte at hjælpe hinanden under kugleregnen.
En af de overlevende, Mike McGarry, fortæller til nyhedsbureauet Reuters, at han lagde sig oven på sine børn for at beskytte dem, da han hørte de første skud.
- Det var vanvittigt - jeg lå oven på mine børn. De er 20. Jeg er 53. Jeg har levet et godt liv, siger Mike McGarry, der til daglig er økonomisk rådgiver.
På bagsiden af hans T-shirt var der fodaftryk fra folk, der var løbet over ham i ren panik.
En lignende historie fortæller Carly Krieger, der forsøgte at beskytte sin datter.
- Heldigvis stod vi bagest, siger hun til CNN.
- Folk begyndte bare at råbe "læg jer ned", så jeg lagde barnet på jorden og lagde mig oven på hende. Hun hverken græd eller skreg eller spurgte, hvad der foregik, så jeg tror, at hun vil klare sig, fortæller hun.
Ifølge britiske BBC var der både koncertgængere, som løb tilbage i skudlinjen for at hjælpe fremmede væk, og andre, der hjalp med at bære sårede væk for at få dem til hospitalet.
Amerikanske ABC News skriver om krigsveteranen Rob Ledbetter på 42 år, der forsøgte at give førstehjælp til folk omkring sig.
- Der var en mand, der så ud, som om at han var blevet skudt igennem benet. Vi bandt en T-shirt omkring benet og lavede en simpel knude, fortæller Rob Ledbetter.
Tidligt mandag morgen lokal tid bad politiet i Las Vegas folk om at holde sig væk fra området, selv om mange ønskede at hjælpe.
I stedet bad de lokale i området om at donere blod, hvilket flere hundrede mennesker har gjort ifølge BBC.
Politiets søger stadig efter et motiv, der kan forklare, hvorfor den hovedmistænkte 64-årige Stephen Paddock skød og dræbte mindst 59 og sårede over 500 andre.
/ritzau/