Gæsterne må godt drukne sig, men det skal være i fadøl og ikke i regn. Dråberne fra oven koster nemlig arrangørerne dyrt på bundlinjen, og derfor vælger stadig flere arrangører af koncerter og festivaler under åben himmel at forsikre sig mod regn. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.
- Vi har aldrig haft så mange henvendelser på forsikringer mod regn
som i de sidste 14 dage. Der er faktisk henvendelser hver dag, og det
er usædvanligt. Vejret herhjemme og i Europa gør arrangørerne bekymrede, og
det afgørende er jo ofte, hvordan vejret er, når gæsterne skal afsted
til arrangementet. Derfor tegner mange en regnvejrsforsikring i det
tidsrum, hvor gæsterne tager hjemmefra, siger forsikringsmægler Bent Hansen fra firmaet
Dahlberg Assurance Brokers, som har specialiseret sig i specielle
forsikringer til erhvervslivet, til Frederiksborg Amts Avis.
Man kan tegne en forsikring efter antallet af milimeter regn. En
sjællandsk festival har for eksempel forsikret sig mod mere end fem
millimeter regn i perioden fra klokken 12-16 på festivaldagen.
Forsikringssummen er 40.000 kroner, og prisen er 6.000 kroner.