Klimaforhandlingerne i Bella Center er suspenderet, og statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) er ved at give op.
Sådan lyder meldingen lørdag formiddag, efter der natten igennem har hersket stor forvirring om, hvad der egentlig foregår på topmødet. Den aftale, som USA, EU og flere store lande indgik i nat, møder ikke opbakning blandt alle 193 lande på mødet, skriver politiken.dk.
Efter Lars Løkke Rasmussen ved tre-tiden i nat fremlagde forslaget, gav han de øvrige lande en time til at gennemse det. Det fik lederen af den lille østat Tuvalu til at trække "point of order"-kortet, hvilket betyder, at forhandlingerne er tvunget til at fortsætte.
Siden da har u-lande på stribevis haft travlt med at lufte deres frustration og skuffelse over både det danske formandskab og aftaleudkastet.
"En selvmordspagt for Afrika," "et kup mod FN's charter" og "mangel på respekt for demokrati." Sådan lyder flere af skældsordene ifølge jp.dk fra blandt andre repræsentanter fra Sudan, Venezuela og Bolivia.
De intensive opgør har stået på hele natten, og lørdag formiddag har Storbritannien så opfordret til at sætte forhandlingerne på pause.
Den danske statsminister, der ikke har lukket et øje i over et døgn, er nu også ved at miste modet.
"Jeg må desværre konstatere, at den dør også er lukket. Jeg ser ikke nogen mulighed for at få vedtaget teksten," siger Lars Løkke.
Kaos hersker altså over alt i Bella Center, og det er fortsat uvist, om der overhovedet kommer en aftale på plads.