Hvad har De Grønne Bude, Kaospiloterne og tv- og filmproduktionsselskabet Koncern tilfælles?
De er såmænd alle sammen blevet stiftet af tidligere ungkommunister, der har kørt projekterne frem.
Morten Østergaard og Peter Rohde (stiftere af De Grønne Bude), Uffe Elbæk (stifter af Kaospilotuddannelsen) og Jens Ulrik Pedersen, Thomas Heurlin og Lars Seidelin (stiftere og direktører i Koncern Film) har alle tilbragt en god del af deres ungdom som dybt engagerede i Danmarks Kommunistiske Ungdom, DKU.
Og kigger man medlemslisten fra 80 erne igennem, dukker mange flere prominente navne op.
Tiltrukket af coolness
Det er bestemt ikke tilfældigt, mener Knud Holt Nielsen, der netop har skrevet ph.d.-afhandling om DKU i årene 1960-1990.
»DKU erne organiserede en masse fredsbevægelser og aktioner. Igennem dem fik de en masse organisationstalent og gennemslagskraft. Så hvis man skræller al ideologien af, så har du mennesker, der er enormt dygtige til projektstyring,« forklarer han.
Præcis de kompetencer har de aldrende ungkommunister kunnet bruge i erhvervslivet, mener historikeren.
Det var dog ikke kun flammende idealisme, der lokkede alle de senere ledere ind i DKU, forklarer Knud Holt Nielsen. En række af dem var i 80 erne tiltrukket af den ’coolness’, der var i at være DKU’er, fordi gruppen engagerede sig i meget andet end kommunisme.
Og det er primært dem, der i dag er fremtrædende iværksættere, mener han.
»Man kan skelne mellem de kommunistiske idealister og karrieremenneskene i DKU. For dem, der havde meldt sig ind, fordi de gerne ville være lidt smarte, var der ikke ret langt til at skifte DKU ud med noget nyt smart,« siger Knud Holt Nielsen.
Thomas Heurlin, Jens Ulrik Pedersen og Lars Seidelin – stiftere og ledere af produktionsselskabet Koncern.
Uffe Elbæk, stifter af Kaospiloterne, nu formand for uddannelsens internationale bestyrelse.
Helle Rabøl, jurist og mobningsekspert.
Hella Joof, skuespiller og instruktør.
Morten Østergaard og Peter Rohde – stiftere af De Grønne Bude.
Henrik Ib Jørgensen, direktør i Muskelsvindfonden.
Line Knutzon, dramatiker.