Politiet i Nepal skød og dræbte i dag syv maoister – dagen før landets første demokratiske valg i ni år. Maoisterne er tilhængere af den kinesiske version af kommunismen, og de stiller op til valget for blandt andet at få afskaffet monarkiet i bjerglandet.
Deres leder går under navnet Prachanda, der betyder Den Barske , og han stod i spidsen for maoisterne i landets 10 år lange borgerkrig, der kostede 13.000 livet. Den Barske lover dog ikke at hævne drabene.
»Tiden kræver, at vi holder igen og får et frit og retfærdigt valg,« siger han ifølge AFP.
Valget kommer til at afgøre Nepals fremtid. De valgte skal nemlig lave en helt ny forfatning for Nepal. De fleste venter, at forfatningen kommer til at afskaffe landets 240-årige monarki. Den nuværende konge er upopulær – og decideret hadet af maoisterne.
Fred uden konge
Danske Anne Mette Nordfalk befinder sig i hovedstaden Katmandu, hvor de fleste er optimistiske over valget.
- Situationen er rolig, men nogle frygter mere vold. De fleste, jeg snakker med, tror dog, at valget kommer til at gå godt. Mange støtter stadig monarkiet, men de ved, at hvis Nepal skal have fred, så bliver det uden kongen, siger Anne Mette Nordfalk, der er informationsmedarbejder for Mellemfolkeligt Samvirke.
Nepals 26 millioner indbyggere er fattige, og en tredjedel lever for under en dollar om dagen. Specielt landbefolkningen støtter de kommunistiske maoister, som har lovet at indføre en form for kapitalisme.
- Mange er utroligt skuffede over, hvad de andre partier har gjort for landet. Derfor vil de prøve noget nyt og stemmer på maoisterne, siger Anne Mette Nordfalk.