Det er ikke kun forældrene til børn i 15 kommuner, der bliver ramt af strejken.
Når pædagogerne begynder deres strejke i de 15 udvalgte kommuner mandag, er der udsigt til, at børnehaver, vuggestuer og fritidshjem vil blive ramt over hele landet om fire uger.
Kommunernes Landsforening har netop besluttet at varsle lockout mod samtlige pædagoger, som ikke strejker allerede fra mandag. Det sker som et modsvar på strejken, efter pædagogerne stemte nej til en ny overenskomst.
Lockouten betyder, at resten af pædagogerne om fire uger vil blive udelukket fra at gå på arbejde, og de vil ikke få udbetalt løn.
- Det er ikke rimeligt, at alle byrderne ved en sådan langvarig pædagogstrejke alene skal bæres af de 15 kommuner, BUPL har udtaget til strejke. Det er heller ikke fair over for de forældre, som det går ud over. Især ikke, når 10 af disse kommuner var nøjagtig de samme, som indtil for nylig var ramt af FOA s strejke, der også gik ud over børnepasningen, siger formanden for KL, Erik Fabrin (V), som selv er borgmester i Rudersdal Kommune, hvor pædagogerne strejker fra mandag.