Kommunerne har fået flere penge. Tallene på bundlinjen viser, at den samlede kassebeholdning er steget med godt en milliard kroner fra 2006 til 2007, så kommunerne har i dag 25 milliarder kroner på kistebunden. Det viser en opgørelse fra Indenrigsministeriet ifølge Jyllands Posten.
Men samtidig vil en lang række kommuner øge skatten til næste år. Indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen mener derfor, at kommunerne bør overveje at lempe de kommende skattestigninger.
- Med 25 milliarder kroner i kasserne er der nok at stå imod med, og likviditeten har oven i købet været stigende det seneste år, siger indenrigsminister Lars Løkke Rasmussen til avisen.