Flere patientforeninger kritiserer nu kommunerne for at svigte de kronisk syge patienter med for eksempel kræft, gigt, sclerose eller hjertesygdom.
Det skriver Berlingske Tidende, som har spurgt 12 store patientforeninger, efter kommunernes for tre år siden overtog ansvaret for forebyggelse og genoptræning efter behandling på sygehuset.
"Kommunerne har ikke magtet at løse opgaverne, og det er uklart, hvem der har ansvaret. Vi oplever, at mange patienter ikke får den hjælp, der er påkrævet for at få et optimalt forløb, hvilket kan få alvorlige konsekvenser for f.eks. deres førlighed," siger siger direktør Morten Freil fra Danske Patienter, som er paraplyorganisation for flere patientforeninger.
Og patienterne skal have den genoptræning, de har brug for, lyder det fra sundhedsminister Jakob Axel Nielsen. Han vil nu gribe ind overfor kommunerne.
Konkret set lægger regeringspartierne op til at ændre den model, som daværende sundhedsminister Lars Løkke Rasmussen (V) trumfede igennem i forbindelse med kommunalrefornem i 2007.
Det betød, at kommunerne fik ansvaret for at medfinansiere en stor del af det ellers regionalt styrede sundhedsvæsen ved at betale et fast grundbidrag pr. borger til regionerne, samt ved at betale et beløb for deres borgere, når de indlægges på sygehuset.
I kommunerne er man utilfredse med kritikken. Ifølge formanden for KLs social- og sundhedsudvalg, Tove Larsen (S), har man i gennemsnit fået et par millioner kroner per kommune til forebyggelse.
"Det får man altså ikke meget forebyggelse for: Ressourcerne er slet ikke fulgt med. Der kommer flere og flere ældre, og de udskrives tidligere og tidligere fra sygehusene. Enten må man se at få sat forventningerne ned, eller også må vi have flere penge til at løse opgaverne," siger hun til avisen.