Kommunernes Landsforening, KL, sender rosende ord mod den nye reform af førtidspension og fleksjob, som regeringen, Venstre, Konservative og Liberal Alliance gav håndslag på lørdag.
Reformen indeholder blandt andet nye ressourceforløb, som skal erstatte førtidspension for personer under 40 år. Der kan dog fortsat gives førtidspension til personer under 40 år, hvis det er åbenlyst, at der eksempelvis ikke er andre alternativer end førtidspension.
- Det er en god reform, der kan medvirke til at flytte personer fra passiv forsørgelse ud på arbejdsmarkedet. Det er godt for både samfundet og den enkelte, som kan få et rigere liv.
- Et tab af arbejdsevne betyder ikke nødvendigvis, at man ikke på et senere tidspunkt kan arbejde igen, og derfor er det helt galt at tilkende varige ydelser til unge, siger KL's formand Erik Nielsen.
Han påpeger, at KL faktisk allerede har taget forskud på reformen, og at antallet af dem, der tilkendes førtidspensioner allerede færre i dag end tidligere.
Den nye reform betyder også, at der skal etableres rehabiliteringsteams i alle kommuner, der skal sikre, at den enkelte borger får en helhedsorienteret indsats.
Kommuner og regioner skal altså stable et samarbejde på benene, hvor kommunerne skal finansiere udgifter til regionens rådgivning.
- Jeg går dog ikke ud fra, at aftalen skal forstås således, at kommunerne skal bruge alle de afsatte midler til ressourceforløb på at købe rådgivning hos regionen. Rigide proceskrav som dette skal luges ud, inden aftalen omsættes til lovgivning.
- Der skal være mulighed for at skræddersy indsatsen til den enkeltes behov, hverken mere eller mindre. Og med dette udgangspunkt ser KL frem til de kommende drøftelser med regeringen, siger Erik Nielsen.