Forventningen på Christiansborg har i lang tid været, at regeringen ville indgå en aftale om næste års finanslov med Enhedslisten.
I landets 98 kommuner i KL er man dog glade over, at den aftale faldt på gulvet til fordel for en aftale med Venstre, hvor aftaleparterne bevarer løftet af ældreplejen på én milliard kroner, som regeringen og EL var enige om.
KL's formand Erik Nielsen siger:
- KL er rigtig glad for et løft til ældreområdet, og at regeringen og forligsparterne ikke har lavet lovfæstede minimumstandarder, som ville sprede hjælpen tyndt ud som symbolpolitik i stedet for efter behov.
- Vi har lige haft et flot kommunalvalg med den højeste stemmeprocent i mere end 30 år - undtagen 2001 med Folketingsvalg - og denne aftale er en flot anerkendelse af, at det er kommunerne, der er tættest på borgerne og dem, der bedst kan tilrettelægge det lokale serviceniveau, siger Erik Nielsen i en kommentar.
/ritzau/