Akut pengemangel og faldende børnetal får skolechefer i mere end hver tredje kommune til at varsle lærerfyringer.
En undersøgelse, som er lavet af Politiken, viser, at 22 skolechefer ud af 58 vil nedlægge stillinger inden næste skoleårs begyndelse.
Undersøgelsen viser også, at de hårdest ramte kommuner nedlægger hver femte lærerstilling, mens nogle nøjes med en ud af hundrede stillinger.
Besparelserne i folkeskolen vækker undren.
"De kan ikke kun begrundes med faldende elevtal, selvom det er noget af det. Det skyldes, at kommunerne simpelthen er spændt hårdt for økonomisk, og det betyder, at vi kommer til at se nogle kvalitetsforringelser," siger Dorte Lange, som er formand for Danmarks Lærerforenings skole- og uddannelsespolitiske udvalg, til Nyhedsbureauet Newspaq.
Hun vurderer, at besparelserne kommer til at betyde aflyste lejrskoler, mindre skole-hjem-samarbejde og færre timer, og det er noget der chokerer hos Skole og Samfund.
"Det vil være katastrofalt, hvis de mange fyringer fører til, at der gives køb på samarbejdet mellem skole og forældre og trivslen i skolerne. For det er grundlaget for, at eleverne kan lære noget fagligt," siger formand Benedikte Ask til Politiken.
Uddannelsesminister Tina Nedergaard (V) afviser, at skolerne er tvunget til at fyre lærer på grund af færre penge fra staten.