Der skal skæres dybt i velfærden i landets kommuner næste år.
Kommunernes økonomi næste år bliver nemlig så dårlig, at store nedskæringer bliver nødvendige.
Det siger tre ud af fire borgmestre i en rundspørge foretaget af Berlingske Research .
Det er blandt andet børnehaver og vuggestuer, skoler og ældreplejen, der kommer til at holde for, spår borgmestrene.
Finansminister Claus Hjort Frederiksen afviser dog, at der kommer et blodbad i kommunerne. Han understreger, at kommunerne reelt får flere penge næste år, end de har i år.
»Samfundskagen er blevet mindre, og derfor skal vi i fællesskab få mere ud af pengene. Borgmestrene må se på, hvor meget de bruger på administration, eller om de måske kan lære noget af nabokommunen,« siger han til Berlingske Tidende.
Men det gider den konservative borgmester i Allerød Kommune, Erik Lund, ikke høre på.
"Når vi siger, at det vil betyde serviceforringelser, så gider jeg ikke høre ministre og MFere sige, at vi bare kan arbejde smartere. Jeg kan ikke se, hvordan det at skifte ble på et barn kan gøres smartere,« siger han Berlingske Tidende.