Rester fra gårsdagens lasagne og de rådne æbler, du aldrig fik spist, ryger direkte i skraldespanden - og kunne blive til grønt brændstof.
Men meget få af landets kommuner vælger at genanvende vores madaffald og sender det i stedet på forbrændingen.
Det skriver Danske Kommuners nyhedsbrev.
EU har ellers en officiel målsætning om, at vi om ti år skal genanvende 50 procent af det organiske affald, så det kan bruges til grønt brændstof.
Men Danmark halter altså langt bagefter. Det står klart ved, at vi hvert år smider 700.000 ton madaffald i skraldespanden. Men kun 20.000 ton af det ender som biogas, hvilket er dyrere for kommunerne at gøre.
Nogle kommuner vælger imidlertid også den klimavenlige vej. Billund gør det allerede, og Egedal, Gribskov, Halsnæs og Frederikssund følger nu også trop.
"Da vi stod over for at skulle vælge vores fremtidige vej i Halsnæs, traf vi valget om at sende madaffaldet til bioforgasning primært ud fra ideologiske principper, men også fordi vi tror på, at der er en fremtid i det," siger Halsnæs-borgmester Helge Friis (S) til Ingeniørens nyhedsbrev Teknologisk Indsigt.
Den beslutning koster hvert år kommunen mellem 50-60 kroner pr. husstand.