Antallet af danskere i Syddanmark som erklæres uarbejdsdygtige er steget med ca. 20 pct. det seneste år, og deri ligger en økonomisk fidus for kommunerne, mener Socialrådgiverforeningen.
Det skyldes, at staten giver kommunerne penge til at sende de ledige i aktivering eller på kurser. Men kontanthjælpsmodtagerne i matchgruppe 3, hvor de uarbejdsdygtige placeres, skal ikke sendes på kurser eller i aktivering. Det skal de ledige i matchgruppe 1 og 2 derimod.
Hvis en kontanthjælpsmodtager rykkes fra gruppe 1 eller 2 over i gruppe 3, kan kommunen dermed beholde de penge, som burde være brugt på den arbejdsløse.
Formand for Socialrådgiverforeningen, Bettina Post, mener, at manøvren hjælper de økonomiske trængte kommuner med at få budgetterne til at hænge sammen.
Hun tror ikke, at kommunerne spekulerer i fidusen, men peger samtidig på, at det i sidste ende skubber de ledige længere væk fra arbejdsmarkedet.
"Det får de konsekvenser, at nogle af de ledige, som man godt vidste hang i den dårligere ende af matchgruppe 2, ikke får de her tilbud, så der går længere tid, før de kommer tættere på arbejdsmarkedet," siger Bettina Post til Newspaq.
Formanden for kommunerne i Syddanmark, Egon Fræhr. køber dog overhovedet ikke den præmis. Han siger i stedet, at det stigende antal kontanthjælpsmodtagere i matchgruppe 3 skyldes den økonomiske krise.
Fordi der er flere, som bliver arbejdsløse, vil antallet af uarbejdsdygtige stige, forklarer han.
"Det er en meget svær tid, vi er i lige nu. Det er svært for virksomhederne, det er svært for kommunerne, og det er det, vi ser et udslag af her," siger Egon Fræhr til Newspaq.