Ældre borgere skal krydse fingre for, at de ikke bliver ramt af en blodprop i hjernen.
Danske kommuner er nemlig begyndt at sortere i borgere, der er bliver ramt af en hjerneskade. Unge, der skal tilbage på arbejde og betale skat, tilbydes straks genoptræning, mens gamle og svært syge, der næppe vil kunne bestride et job, må undvære. Det vurderer organisationer og sundhedscentre over hele landet, som beskæftiger sig med området.
»Kommunerne tænker med pengepungen, og det er både menneskeligt og samfundsmæssigt en katastrofe. Alle med en hjerneskade skal have hjælp hurtigst muligt, ellers kan de få skader resten af livet,« advarer Marianne Engberg, leder af Hjerneskadecenter Nordsjælland.
Kommunerne overtog 1. januar 2007 arbejdet med at behandle mennesker, der som følge af trafikulykker eller en blodprop, har fået hjerneskade, fra amterne. Ifølge Marianne Engberg faldt antallet af skadede, der blev tilbudt genoptræning, øjeblikkeligt. Centret havde ved overgangen 13 i optræning – det faldt hurtigt til blot en enkelt.
» Kun hver tredje med en hjerneskade får i dag den optimale genoptræning,« vurderer formand for Hjerneskadeforeningen, Niels-Anton Svendsen.
Kommunerne melder hus forbi
»Kommunerne er i fuld gang med at tilrettelægge opgaven og er ved at få greb om den,« siger Tove Larsen (S), formand for KL s Social og Sundhedsudvalg.