Der bliver større albuerum for de kommunale ledelser og dybere til bunden af pengekassen i økonomiafdelingerne, hvis Socialdemokraterne og SF kommer til magten efter næste folketingsvalg.
Det lover de store oppositionspartier ifølge Jyllands-Posten i en ny sekspunktsplan, der bliver sat i søen, hvis de kan vælge VKO-regeringen.
"Vi vil tilbyde kommunerne et nyt partnerskab for velfærd," siger Socialdemokraternes formand Helle Thorning-Schmidt til avisen.
Det nye fremstød tager udgangspunkt i en blank afvisning af regeringens forsøg på at lukke det store hul i statskassen med en bebudet nulvækst i kommunerne.
"Nulvækst lyder pænt. Men det virkelige ord er nedskæringer i et omfang, dette samfund aldrig nogensinde har set," siger SF-formand Villy Søvndal.
I stedet for en nulvækst vil S og SF sikre kommunerne en realvækst på 1,8 procent svarende til fire milliarder kroner om året.
Uansvarligt, mener regeringen.
"Det er mageløst, at den eneste opskrift på den økonomiske krise fra Thorning og Søvndal er: send flere penge," siger den konservative leder Lene Espersen.