Sorte skærme; svigtende lønsystemer og frustrerede medarbejdere – nogle talte om et nyt år 2000-problem. Men det ser ud som om de tekniske arkitekter bag kommunalreformen rider stormen af:
»Det går virkelig godt. Der har ikke været fejl, der har haft borgerkonsekvenser,« siger Hans Ole Møller Madsen, underdirektør i Kommunedata, der har det tekniske ansvar for kommunernes reform.
Med mindre du er førstegangsfødende og netop er flyttet til en ny kommune – her har der nemlig været enkelte problemer, som dog blev afværget i tide – er der altså ikke grund til at bekymre sig. Og Hans Ole Møller Madsen frygter heller ikke den næste skæringsdato den 31. januar, når 1,3 millioner mennesker skal have udbetalt løn.
»Det tager vi helt roligt. Vi kan allerede se, at fjortendagslønningerne er tikket rigtigt ind,« siger han.