Så skulle det være ganske vist.
Finansminister Bjarne Corydon (S) har fået samlet et bredt flertal bag en såkaldt budgetlov. Det erfarer Newspaq.
Alle Folketingets partier undtagen Enhedslisten mødes derfor i Finansministeriet klokken 13 for at slå de sidste søm i forhandlingerne. Kort tid efter kommer de ud med en aftale, lyder det.
Aftalen betyder, at kommuner, regioner og staten de næste fire år forpligtiger sig til balance i budgetterne. Altså at undgå underskud.
Der åbnes dog op for, at mindre underskud accepteres, men samlet må de ikke overskride en halv procent af bnp, bruttonationalproduktet. Og penge skal betales tilbage allerede året efter.
Det er EU, som har lagt pres på Danmark for at lave loven. Den er nemlig en konsekvens af vores opbakning til den meget omdiskuterede finanspagt. Den skal forebygge, at ny lande havner i det økonomiske uføre, der hærger Sydeuropa.
Detaljerne i aftalen bliver fremlagt senere i dag.