Kommunerne behandler de arbejdsløse vidt forskelligt. Det viser en ny opgørelse fra LO, skriver Ugebrevet A4.
Således varierede kommunernes udgifter per aktiveret i 2008 fra 21.000 kr. helt op til 135.000 kr. Gennemsnittet for hele landet var 93.000 kr.
Ifølge opgørelsen fra LO brugte især en række nord- og vestjyske kommuner få penge på aktivering, mens nogle nordsjællandske kommuner havde meget store udgifter.
Tallene overrasker Socialdemokraternes arbejdsmarkedsordfører, Torben Hansen.
"Tallene viser med al tydelighed, at der er meget store forskelle i den kommunale prioritering af ledighedsbekæmpelsen. Forskelle, der er fuldstændig uacceptable," siger han.
Professor og leder af Center for Arbejdsmarkedsforskning ved Aalborg Universitet, Per Kongshøj Madsen, kalder forskellene i udgifterne til aktivering for "drastiske".
"Hvis der mellem kommunerne var et lige så kæmpe spænd i udgifterne per folkeskoleelev, så ville kommunalpolitikerne i nogle kommuner ikke kunne være i fred for rasende forældre. Men når det drejer sig om forholdene for de ledige, så er der dels tale om en ret svag gruppe, og dels vurderer politikerne formentlig, at der ikke er så mange stemmer at hente ved eksempelvis bedre aktivering," siger han.