Gråden er ikke til at stoppe. Tanken om at skulle tilbage til skolen er ulidelig. 13-årige Christian er i tre år blevet drillet og slået af de andre børn i sin klasse, der synes, han er tyk.
Alligevel har forvaltningen i den tidligere Nakskov Kommune afvist at lade Christian flytte skole. Det samme gælder i adskillige andre kommuner landet over.
Groteske tilflde
Det fortæller Solveig Gaarsmand, der er forældrerådgiver i organisationen Skole og Samfund.
»Vi ser mange groteske tilfælde, hvor forældrene har svært ved at få deres børn flyttet, fordi kommunen forhindrer det. Og der kan man sætte spørgsmålstegn ved, om kommunerne overholder det frie skolevalg,« siger hun og tilføjer:
»Nogle gange afviser kommunerne at flytte barnet, fordi den nye skole har over 24 elever i klassen og derfor ikke er forpligtede til at tage flere til sig. Og det er reelt nok. Men andre gange er der ingen fornuftig forklaring på afslagene,« vurderer hun.
Cand. jur. og antimobbekonsulent Helle Rabøl Hansen finder det problematisk at tvinge børn til at blive i en skole, som de mistrives i.
»Børnene skal have et andet undervisningstilbud, og det er kommunernes ansvar at sørge for det,« siger hun.
Christians mor, Merete Pedersen, forstår ikke hvorfor hendes søn, der nu får hjemmeundervisning halvanden time om dagen, ikke kan overføres til en anden skole.
Ressourcer
»Begrundelsen er, at det er den skole, som jeg har taget ham ud af, der har flest ressourcer i forhold til kommunens andre skoler. Men det er ikke, fordi der er mere end 24 børn i 6. klasserne på de andre skoler,« siger hun og tilføjer:
»Jeg har aldrig været udsat for noget lignende. Jeg har skrevet breve til borgmesteren og kommunaldirektøren, og de holder fast i, at de har ét tilbud til Christian. Og det er hans gamle skole. Men han skal væk fra de børn.«
Tidligere kommunaldirektør i Nakskov Kommune, Jørn Husted Madsen, der nu er direktør i Lolland Kommune, mener ikke, at der er tale om lovbrud.
Politisk stilling
»Vi har jo givet et undervisningstilbud, og der er taget politisk stilling til sagen. Vi har givet den pågældende elev det tilbud, som vi mener er det bedste,« siger han.
Formanden for Børne- og Skoleudvalget i Lolland Kommune, Tom Larsen, vil kigge på Christians sag sammen med forvaltningen.
»Jeg vil tage det op som en principsag. Det er helt oplagt, at hvis børn i denne kommune bliver mobbet, skal de kunne flytte skole,« lover han.