Alt for få unge søger ind i Søværnet. Derfor indleder Århus Kommune og Søværnets Operative Kommando (SOK) nu et samarbejde, som skal skabe interesse for et liv på søen blandt kommunens unge.
På onsdag sendes 26 elever fra 8. klasse fra Tovshøjskolen af sted på en heldagstur, hvor de skal opleve, hvordan det er at arbejde på et rigtigt skib.
»Vi vil forsøge at give børnene et indblik i alle de forskellige opgaver, der er om bord på et skib,« fortæller Morten Terp, øverstbefalende på Søløven . En søløve, der er i aktiv tjeneste i den danske flåde, og bevogter til daglig de danske farvande.
Røgdyk og kanoner
En dag med røgdykkerkursus, gummibådssejlads, maskinlære, navigering og affyring af kanoner skal fange de unges interesse, så de om et år søger ind i Søværnet i erhvervspraktik i 9. klasse – og sidenhen vælger Søværnet som en karriere.
Idéen til samarbejdet opstod i januar som en løs samtale mellem rådmand for børn og unge, Louise Gade, og kontreadmiral for Søværnets Operative Kommando, Nils Wang.
»Vi står over for nogle af de samme problemer med at skaffe unge en uddannelse hos både kommunen og Søværnet,« siger Louise Gade.
Hun henviser til regeringens erklærede mål om, at 95 procent af alle årgange skal have en uddannelse i 2015. I dag er tallet 82 procent.
»Så det er vores håb, at en dag på havet giver de unge lyst til at søge ind i Søværnet senere,« siger Louise Gade.
Valget er faldet på de unge fra Tovshøjskolen, da man her har en fast tradition for at sejle med eleverne.
»Vores 4.-6.klasses børn har alle lært at sejle optimistjolle, så det her er skridtet videre,« siger skoleleder Jesper Lund Madsen fra Tovshøjskolen.
Få etniske studerende
Samtidig har Tovshøjskolen en stor gruppe elever af anden etnisk herkomst end dansk – og det er netop denne gruppe, som Louise Gade håber at fange med det nye tilbud.
»Vi ved, at 47 procent af de 16-19-årige fra etniske mindretal ikke begynder på en ungdomsuddannelse efter folkeskolen. Vi ved også, at denne gruppe unge har en interesse for uniformerede job. Og vi har simpelthen ikke råd til at tabe endnu en generation på gulvet, så vi håber, at vores nye samarbejde med Søværnet bliver en succes.«
Hvis projektet viser sig at være bæredygtigt planlægger kommunen at indføre lignede praktikordninger med andre erhverv.
»Vi forsøger at finde andre erhvervspartnere som vi kan udvikle projekter sammen med,« siger Louise Gade.