I mandagsavisen kunne Nyhedsavisen fortælle om Bent Naugaard fra Tranbjerg, der har måttet vente fire et halvt år på at få afgjort sin fleksjobsag. Det lange forløb har både været frustrerende og invaliderende, mener han, og nu vil han sagsøge Århus Kommune for ikke at have indført generelle tidsfrister på sagsbehandlingen.
»Det gør altid indtryk, når en borger klager sin nød, og den slags vanskelige sager giver stof til eftertanke,« siger beskæftigelseschef i Århus Kommune Vibeke Jensen.
Hun ønsker ikke at gå ind i den konkrete sag, men mener, at kommunen i komplicerede sager skal blive mere opmærksomme på at stille krav til borgeren.
»Generelt kan man sige, at vi skal være præcise med, hvilke pligter man har som borger for at få udbetalt offentlige ydelser. I en fleksjobsag er der en masse forhold, som kræver samspil med borgeren,« siger Vibeke Jensen.
På lovlig grund
Bent Naugaard har klaget over Århus Kommune til blandt andet folketingets ombudsmand, fordi han mener, at Århus Kommune bryder retssikkerhedsloven ved ikke at have en klar tidsfrist. Det afviser Vibeke Jensen imidlertid.
»Man kan ikke lave en generel frist, når der skal indhentes en række oplysninger, som kommunen ikke er herre over, men vi skal selvfølgelig oplyse borgeren om sagsforløbet, og hvilke oplysninger der er nødvendige for at træffe en afgørelse,« siger hun.
Beskæftigelsesforvaltningen læner sig i sin sagsbehandling op ad en byrådsbeslutning om, at borgeren skal have svar i løbet af 14 dage.
»I fleksjobsager betyder det, at når alle nødvendige oplysninger er klar, så skal borgeren have en afgørelse på sagen inden 14 dage. Det er min klare overbevisning, at vi er på lovlig grund,« siger beskæftigelseschefen.
Vibeke Jensen mener ikke, at generelle tidsfrister ville kunne forkorte sagsbehandlingen på de mest komplicerede sager.
»En tidsfrist vil ikke i sig selv påvirke undtagelsessagerne, fordi de i forvejen ikke falder ind under generelle rammer,« siger hun.
Min sag er enkel
Bent Naugaard godtager ikke kommunens forklaringer om tidsfristerne, og han er fortsat indstillet på at føre retssag mod kommunen.
»Det er forfærdeligt sørgeligt for alle de tusinder af klienter, Århus Kommune har på det sociale område, at kommunens beskæftigelseschef stadig ikke fatter, at det er lovpligtigt at indføre tidsfrister på alle sociale områder,« siger han.
Samtidig mener han, at han har gjort alt, hvad han kunne for at opfylde sine forpligtelser i sagen.
»Jeg har jo ingen som helst interesse i, at sagen skulle trække i langdrag. Min sag har været, og er, ganske enkel at sagsbehandle, hvilket Beskæftigelsescenter Midt også har bevist ved at kunne færdigbehandle den på få måneder, efter at jeg blev flyttet dertil i november,« siger han.