Struer Kommune pusler med at varsle rådhusets medarbejdere og sende dem på tvungen ferie, skriver Dagbladet Holstebro Struer.
Indtil nu har kommunen kun sendt de ansatte på tvungen ferie få dage om året. Typisk har det været i forbindelse med jul og nytår og enkeltstående helligdage.
Men nu påtænker direktionen at sende de ansatte hjem fra rådhuset i hele uge 29:
- I en mindre kommune er det ekstra vigtigt, vi holder lukket de dage, hvor der ikke rigtigt kommer nogen mennesker. Det handler om at få en forståelse og accept i organisationen af, at det er vigtigt for os at få tingene til at fungere maksimalt, når vi er der, siger kommunaldirektør Mads Gammelmark, og kalder "det en mental effektivisering".
Ifølge dagbladet har direktionens tanker været luftet i samarbejdsudvalget - uden at blive godt modtaget.
- De synes ikke, at det er i orden, at arbejdsgiveren skal placere al deres ferie. Men her må jeg bare sige, at det er et meget stort privilegium selv at kunne bestemme sin ferie. Forestil dig en produktionsvirksomhed, der holdt lukket i 27-28-29, og hvor medarbejderne alligevel mødte på arbejde, siger kommunaldirektøren og tilføjer, at han synes, at Struer Kommune er en "utrolig venlig og fleksibel arbejdsgiver".
Kollega: "Uskik" at lukke kommunen
I nabokommunen Holstebro har Mads Gammelmarks kollega en helt anden holdning. Her siger kommunaldirektør Lars Møller, at det en "uskik, at man lukker" kommunen:
- Vi betragter os selv som en servicefunktion. Derfor skylder vi borgerne at holde åbent. Men vi opfordrer selvfølgelig til, at de forskellige afdelinger får afviklet så meget ferie som muligt, så vi er ikke fuldt bemandede, men kan betjene alle funktioner, siger Lars Møller til Dagbladet Holstebro Struer.
Den påtænkte obligatoriske ferieafholdelse i Struer Kommune er endnu ikke politisk godkendt.