Det skal være slut med medarbejdernes lange kaffepauser på Hillerød Rådhus. I hvert fald de pauser, der handler om hyggestunder og socialt samvær.
Det mener kommunaldirektør i Hillerød Kommune, Peter Zahlekjær.
"Gennem længere tid har jeg oplevet, at man i de forskellige afdelinger på rådhuset sidder med kaffe og kage i en halv time og sludrer i stedet for at arbejde. Det er ikke acceptabelt," siger han til Frederiksborg Amtsavis.
Kommunaldirektøren har regnet sig frem til, at hvis de mange overflødige kaffepauser blev omsat til arbejdstimer, ville det svare til, at rådhuset havde to og en halv medarbejder ekstra om åretet.
Forrige torsdag spredte kommunaldirektøren sit budskab gennem en intern mail til administrationen på Hillerød Rådhus. Her skrev han blandt andet, at han ikke forstår, at medarbejderne brokker sig over tidspres, når de samtidig har tid til lange kaffepauser.
De ansatte har ikke haft lyst til at kommentere sagen.