Århus Kommune skal spare.
Der er nok at bruge penge på i disse krisetider, og derfor har byrådet besluttet, at det fremover skal være slut med receptioner for afgående og tiltrædende byråds- og magistratsmedlemmer.
"Århus Kommune har i øjeblikket et skærpet fokus på stram økonomisk styring, og i den forbindelse finder jeg det helt naturligt, at vi i Århus Byråd går forrest og afskaffer receptionerne," siger borgmester i Århus, Nicolai Wammen, til kommunens hjemmeside.
Han understreger, at sådanne receptioner selvfølgelig kan undværes og vil frigøre ressourcer til andre opgaver.
"Det er et godt signal i en tid, hvor vi er meget opmærksomme på effektivisering af den kommunale drift," siger han.
Om beslutningen så også betyder, at det snart er slut med receptioner, når børnehavelederen i "Solstrålen" går på pension, eller når skoleleder K. O. Hansen fylder 50 år, har borgmesteren desværre ikke tid til at svare på i dag.