Unge, der skåler i breezers og øl til sidste skoledag, kan gå hen og blive fortid i Norddjurs Kommune.
Her er de ved at planlægge et alternativ for eleverne, fortæller Jens Kannegaard Lundager, der er næstformand i Børne- og Ungeudvalget i Norddjurs Kommune. Fejringen sker traditionelt i Anlægget, der er en park i Grenaa, men det er ikke altid forløbet problemfrit.
- Der har været udfordringer med en gruppe af de unge mennesker i parken. De har ikke haft kontrol over alkoholen, siger Jens Kannegaard Lundager til TV2 Østjylland.
Udvalget skal behandle forslaget på deres næste møde torsdag i næste uge. Uanset udfaldet bliver det ikke kommunens nuværende 9. klasser, der skal lægge de våde varer på køl til sommer. Det skyldes, at skolerne allerede er startet på planlægningen af sidste skoledag, og at byrådspolitikerne er kommet for sent i gang.
- Politik tager tid. Men det er ærgerligt, at vi ikke kan få det ændret i år, siger Jens Kannegaard Lundager.
Kommunen begyndte allerede tilbage i september at drøfte muligheden for et alkoholfrit arrangement med SSP og UngNorddjurs. En tragisk hændelse i november fik sat skub i den politiske proces, fortæller Jens Kannegaard Lundager.
- Knivstikkeriet i Grenaa tilbage i november har speedet processen op for at ændre på alkoholkulturen. Det var lidt af en øjenåbner, siger han.
Hændelsen, der refereres til, skete i november 2023, hvor en 15-årig dreng blev stukket ihjel af en jævnaldrende dreng ved Grenaa Station. Selvom episoden ikke er relateret til alkohol, har det skærpet opmærksomheden på, at der skal være et trygt miljø for de unge i området, og at man skal forebygge eventuelle hændelser i fremtiden.
Udarbejdelsen af den alkoholfrie fejring skal UngNorddjurs stå i spidsen for i samarbejde med de unge selv.
Initiativet til en alkoholfri fejring af sidste skoledag er første skridt i en større strategi om at ændre alkoholkulturen for de unge, fortæller Jens Kannegaard Lundager til TV2 Østjylland.