Halsnæs Kommune er i alvorlige økonomiske vanskeligheder.
Det er netop kommet frem, at kommunen skal spare 70 millioner krone. Der skal spares over hele linjen, og op mod 140 kommunalt ansatte kan risikere at blive fyret.
TV 2 Lorry har spurgt borgmesteren i Halsnæs, hvad der er årsagen til hullet i kommunekassen.
- Det drejer sig især om vores børne- og ungdomsområde. Siden 2015 har vi haft en stigning på 42 procent i anbringelser. Det giver en udgift på godt og vel 43 millioner kroner, som er en "skal-opgave". Vi kan ikke acceptere, at børn for eksempel bliver udsat for vold, så vi skal handle, når det sker, lyder det fra Steffen Jensen fra Socialdemokratiet.
- Så er der voksenhandicapområdet, hvor der også ligger en ekstraregning på omkring 20 millioner, der kommer af botilbuddene og priserne, som andre kommuner også oplever. Og så er vi også ramt af øgede sundhedsudgifter, hvor vi kommer til at mangle syv millioner kroner, fortæller borgmesteren.
De tre områder lagt sammen giver et beløb på 70 millioner kroner, som Halsnæs Kommune skal finde.
I morgen skal Steffen Jensen mødes med Økonomi- og Indenrigsminister Simon Emil Ammitzbøll-Bille fra Liberal Alliance for at finde ud af, om der er hjælp at hente.
Borgmesteren mener, at Halsnæs Kommune bliver uretfærdigt behandlet i udligningen.
- I værste tilfælde af, at der ikke er mere hjælp at hente i tilskudspuljerne, så bliver vi nødt til at fyre omkring 140 medarbejdere, hvis ikke vi får hjælp, afslutter Steffen Jensen.
Der er 2.600 medarbejdere i alt i Halsnæs Kommune. 140 medarbejdere svarer til godt fem procent.
TV2 LORRY