I fire år kunne en far helt uhindret voldtage sin datter og stedsøn fra de var fem og syv år, fordi kommunen lukkede øjnene.

Bekymrede skolelærere havde ellers holdt adskillige møder med den tidligere Møn Kommune om børnene. Børnene lugtede langt væk af urin, var altid beskidte og holdt sig for sig selv.

Først halvandet år efter den første indberetning i 2005, blev børnene fjernet fra hjemmet.

Skolen bad kommunens socialforvaltning om en undersøgelse af familien. Men det skete aldrig, selvom en socialrådgiver lovede det.

Manglede ressourcer

»Kommunen svarede på et tidspunkt, at man havde ressourcemæssige problemer,« sagde en af børnenes lærer for nylig i retten i Nykøbing Falster. Skoleinspektøren på Hjertebjergskolen, hvor børnene gik, mener, at børnene skulle have været fjernet fra hjemmet noget før.

»Efter indberetningen i 2005 blev sagen lukket for os, fordi vi havde givet den videre til kommunen. Vi kunne ikke få oplysninger om, hvad der skete med børnene. Det var meget frustrerende, men sådan er loven, siger skolens inspektør Leif Iversen.

Først da børnene brød sammen i 2007 og fortalte deres mor om overgrebene, blev de fjernet og fik hjælp.

Næsten daglige voldtægter af børnene kunne altså være blevet stoppet, hvis kommunen levede op til sit ansvar.

Ingen røde ører

Men kommunen har gjort, hvad den skulle, mener den ansvarlige på området i den ny Vordingborg Storkommune, Klaus Michael Jensen.

»Der er intet personale i kommunen, der har grund til at have røde ører. Der er handlet på et tidspunkt, hvor der har været grundlag for at handle,« siger han.

Hvordan kan du sige det, når I har modtaget en indberetning fra skolen allerede tilbage i 2005?

»Du ved ikke, hvad der er foregået fra kommunens side efter indberetningen.«

Nej, men jeg ved, at der åbenbart ikke er foregået nok til, at overgrebene stoppede?

»Det har du fuldkommen ret i, men fordi du siger, at min nabo stjæler, er det ikke ensbetydende med, at han stjæler. Du kan vælge tro på mig eller lade være. Jeg siger, at der er ingen, der har grund til røde ører.«

Så I har gjort, hvad I kunne?

»Der er ingen grund til røde ører.«

Så I har gjort, hvad I burde?

»Jeg gentager, der er ingen, der har grund til at have røde ører.«

Du har altså ikke noget at beklage?

»Nej.«