Liberal Alliances Alex Vanopslagh mener, det er "det glade vanvid", når det nu er bestemt, at det er fuldstændigt slut med at ryge i arbejdstiden. Forbuddet gælder de 300 medarbejdere i den centrale del af Sundheds- og Omsorgsforvaltningens administration i Københavns Kommune:
- Det er sundhedsfascisme og formynderi på et vanvittigt plan, siger han til Berlingske.
Reaktionen kommer efter ledelse og tillidsrepræsentanter i fællesskab har udarbejdet nye retningslinjer for de ansattes rygning. Reglerne trådte i kraft mandag.
Tillidsrepræsentant Simon Heering fortæller til avisen, at der er enkelte medarbejdere, som er utilfredse og mener, at de nye regler går den enkeltes frihed for nær.
- Reglerne er generelt blevet taget godt imod, men der har været snak om, hvad det næste bliver. Om man for eksempel ikke må være tyk, siger Simon Heering til Berlingske.
Tænder en medarbejder en smøg i arbejdstiden kan det medføre fyring. De strammere rygeregler sidestilles nemlig med andre politikker og retningslinjer.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen har længe været en røgfri arbejdsplads, men de nye rygeregler indebærer, at der nu heller ikke må ryges, når de ansatte transporterer sig til og fra møder i arbejdstiden. Dog må medarbejderne gerne ryge til fredagsbarer og fester - hvis det ikke sker på forvaltningens matrikel, skriver Berlingske.
Sundheds- og Omsorgsforvaltningen oplyser til Avisen.dk, at der ikke er planer om at udvide rygeforbuddet til andre arbejdspladser.