Endnu en omfattende sag om seksuelt misbrug kan snart dukke op i Sønderjylland.
For nylig blev politikerne i Kolding Kommunes socialudvalg orienteret om en række tunge sager om misbrug af børn, som de sociale myndigheder er i gang med at undersøge. Socialudvalgsformand Lis Ravn Ebbesen (SF) siger til Jyske Vestkysten, at man skal forberede sig på sager på niveau med Tøndersagen, hvor to piger blev misbrugt af deres egen far gentagne gange og lån og lejet ud til fremmede mænd.
- Det var et chok for os, at så mange sager ser så tunge ud, siger Lis Ravn Ebbesen.
- Men det er godt, at der blandt naboer og andre er skærpet fokus på børns trivsel og mistrivsel, for vi har alle pligt til at underrette, når vi har mistanke om, at et barn mistrives,« siger hun.
Ifølge Nyhedsavisens oplysninger har myndighederne særlig fokus på en familie, der flyttede til Kolding Kommune inden for det seneste år.
Lis Eriksen, afdelingschef i familieafdelingen i Kolding Kommune, fortæller, at kommunen efter Tøndersagen har fået et stigende antal henvendelser fra private, der er bekymrede for overgreb på børn.
- Det kan være henvendelser om alt fra mistanke om direkte overgreb til unormale seksuelle lege eller henvendelser om børn, der udviser en adfærd, der kunne tyde på, at de har været udsat for noget seksuelt. Vi undersøger altid sagerne, og på det seneste har vi anmeldt nogle af dem politiet, siger Lis Eriksen.
Kolding Kommune har på årets tre første måneder fået 120 underretninger om truede børn. Halvdelen af sagerne handler om sociale problemer som konflikter og slagsmål i familien. 26 sager handler om forældres misbrug ellers psykiske sygdom. Syv handler om seksuelle overgreb. I første kvartal af 2006 fik kommunen 85 underretninger, skriver Jyske Vestkysten.