Anklageren argumenterede for fængselsstraf til en kvinde, som havde misbrugt sin adgang til de offentlige databaser, men kvinden slap med seks dagbøder.
Det skriver Sjællandske.
Kvinden, der har været ansat på rådhuset i Roskilde, blev dømt for at have misbrugt sin stilling til at søge oplysninger om nogle personer hun havde relationer til, og dermed krænket deres private ret.
Over en periode på et halvt år foretog hun i alt 16 opslag, skriver Sjællandske.
Retten noterede sig, at kvinden havde tjekket de pågældende personer, fordi hun var bange for dem og ville beskytte sig selv mod dem.
Desuden lagde retten vægt på, at sagen allerede i 2016 havde kostet hende stillingen på rådhuset, da embedsmisbruget kom for dagens lys.