De danske kommunaldirektører har det godt. De bliver genansat, lige efter de har modtaget millioner i fratrædelsesgodtgørelse. Og så får de meget i løn – for meget.
Sådan lyder det fra kommunaldirektør i Rebild Kommune, Jes Lunde.
- Vi får rigeligt, os der sidder øverst i pyramiden. Jeg synes personligt, at vi som kommunaldirektører får for meget i løn, siger Jes Lunde til DR-dokumentaren ’De dyre direktører’.
Jes Lunde har som kommunaldirektør ansvaret for 2.000 ansatte og et årligt budget på to milliarder kroner.
Derudover er han ejer af en dyr Tesla-bil. Det kan lade sig gøre, fordi han får en god sum penge udbetalt ved at sidde som kommunaldirektør.
Til nytår kan han indkassere sit fratrædelseshonorar - også selvom han har valgt at blive i stillingen.
Fratrædelseshonorar for at blive
I 2012 fik Jes Lunde jobbet som kommunaldirektør på en åremålskontrakt, der udløber ved årsskiftet. Åremålsansættelser er tidsbegrænset og kan løbe i op til ni år. Som kompensation for tidsbegrænsningen er lønnen derfor op til 30 procent højere.
På trods af at Jes Lunde har forlænget sin ansættelse med tre et halvt år endnu, kan han snart se frem til at få udbetalt et større fratrædelseshonorar.
Han undrer sig over, hvorfor han skal have et honorar, selvom han fortsætter i stillingen.
- Hvis meningen med det er i tilfælde af ledighed, så er jeg enig i, at det er svært at se, hvorfor man skal have noget halvvejs, siger Jes Lunde til DR.
Kommunernes Landsforening (KL) vil ved de kommende overenskomstforhandlinger arbejde for, at der ikke kan udbetales fratrædelseshonorar undervejs i en åremålsansættelse.
Jes Lunde har tidligere været i Folketinget for SF.