Den indiske regering har nedsat en kommission, der skal undersøge, hvad der hændte, da en ung kvindelig student blev massevoldtaget på en bus i hovedstaden New Delhi.
Voldtægten udløste omfattende demonstrationer og anklager om, at politiet ser gennem fingre med voldtægt.
Mens vreden er stor over massevoldtægten den 16. december, kommer der melding om en ny massevoldtægt.
Denne gang er det i den sydlige delstat Tamil Nadu.
Kvinden, der blev voldtaget i New Delhi, kæmper stadig for sit liv på hospitalet, mens en politimand, der blev angrebet under urolighederne, døde af sine kvæstelser tirsdag.
Finansminister P. Chidambaram, som også er regeringens officielle talsmand, oplyser, at han har udpeget en dommer til at lede en undersøgelseskommission.
Kommissionen skal blandt andet "identificere mangler i enhver del af politiet eller en anden myndighed, som bidrog til hændelsen", siger han efter et regeringsmøde.
Kommissionen skal samtidig fremlægge løsninger, så politiet og andre i fremtiden ikke tager let på voldtægt.
/ritzau/AFP