Det britiske parlaments bankkommission foreslår, at bankfolk, der opfører sig ansvarsløst, skal kunne puttes i fængsel og fratages alle deres bonusser.
Forslaget skal være med til at rydde op i City of London, der er et af de største finanscentre i verden.
Kommissionen siger, at en række bankskandaler i Storbritannien har været "enormt skadende" for tilliden til banksektoren.
- Tabet af tillid til bankerne har været enormt skadende. Der er nu en massiv mulighed for at reformere bankernes standarder for at styrke bankernes værd i fremtiden og til at forstærke Storbritanniens dominerende position inden for finansielle globale tjenester, hedder det.
George Osbornes finansministerium hilser anbefalingerne velkommen og beskriver rapporten som et "imponerende stykke arbejde".
Bankkommissionen siger, at den meget store Royal Bank of Scotland bør opsplittes i to banker - i en såkaldt god bank og i en dårlig.
Samtidig kritiseres regeringen for at have blandet sig for meget i sager vedrørende Royal Bank of Scotland og Lloyds Banking Group.
Kommissionen vil gøre højtplacerede bankfolk personligt ansvarlige for uredelighed, og den vil have indføjet i straffelovgivningen, at det kan medføre fængselsstraf.
Bankfolk skal i fremtiden have licens til at udføre deres arbejde og acceptere en ny "code of conduct" - altså følge et sæt etiske spilleregler.
Alt nøgleansvar i banker skal placeres hos højtplacerede ansatte, der kan drages til ansvar for deres handlinger.
Den britiske banksektor er blevet skadet de seneste år af en stribe skandaler, som blandt andet omfatter manipulation med den såkaldte interbankrente Libor og bankansattes ageren op til det store finanskrak i efteråret 2008.
/ritzau/AFP