Selv om SF's formand, Pia Olsen Dyhr, holdt sig fra de allermest betændte emner, leverede hun lørdag ved partiets årsmøde en tale, der vil gå over i historiebøgerne. I hvert fald dem, der handler som SF.
Det vurderer politisk kommentator Hans Engell efter lørdagens tale, hvor Pia Olsen Dyhr brugte sin tid på at tale om behovet for et styrket Nato og en voldsom oprustning i Danmark efter Ruslands invasion af Ukraine.
- Gennem SF's 60-årige historie er dette her en af de helt historiske taler. Hun taler for oprustning, afvikling af EU-forbehold og tættere Nato-samarbejde. Så det var partihistorie, siger Hans Engell.
SF er grundlagt blandt andet på en politik om nedrustning, der dominerede for partiet under Den Kolde Krig. Og de sidste mange år har partiet kun medvirket til forsvarsforlig, hvor der blev skåret ned.
Men efter Ruslands invasion af Ukraine tiltrådte SF - der gerne vil i regering - det store nationale kompromis. Det vil sende udgifterne til Forsvaret op på to procent at bnp og betyde ekstra udgifter på 18 milliarder kroner om året.
Det er ikke en lille kamel at bede specielt partiets ældre medlemmer om at sluge.
Ifølge Hans Engell dansede Pia Olsen Dyhr da også trods de store ord uden om de mest betændte områder. Natos atomstrategi og det faktum, at regeringen arbejder for amerikanske tropper på dansk jord.
- Der må man bare sige, at Natos atomstrategi omfatter alle lande. Og der bliver allerede forhandlet med amerikanerne om udstationerede soldater.
- Så på de to meget centrale punkter smuttede hun uden om. Det opgør med medlemmerne tog hun ikke, siger kommentatoren.
Pia Olsen Dyhr afviste samtidig, at de mange milliarder ekstra til Forsvaret vil gå ud over SF-mærkesager som minimumsnormeringer og investeringer i velfærden.
I stedet sagde hun, at der med det nationale kompromis er taget et opgør med budgetloven, og at man nu bør finansiere ting med underskud på de offentlige finanser.
- Dermed gik hun ikke ind i, hvordan det skal finansiere på den lange bane. Budgetloven har sikret en fast styring af de offentlige udgifter, og intet tyder på, at hverken Socialdemokratiet eller de blå partier har tænkt sig at give sig på det punkt, siger Hans Engell og fortsætter:
- Så også her dansede hun udenom.
/ritzau/
Du vil modtage en email med et link du skal klikke på, for at verificere din mailadresse. Når du har gjort det, vil du begynde at modtage nyhedsbrevet.
Som nyhedsbrevsmodtager sender vi dig nyhedsbreve indeholdende breaking news, dagens vigtigste nyheder samt redaktionelle kampagner. Når du tilmelder dig nyhedsbrevet, accepterer du samtidig, at nyhedsbrevet kan indeholde kommercielt indhold i form af tilbud, læserundersøgelser, konkurrencer og events fra Avisen.dk samt markedsføring af produkter og ydelser fra 3. part.
..og din tilmelding blev ikke registeret.
Klik eventuelt her, og prøv igen, eller kontakt os på avisen@avisen.dk. Så hjælper vi dig med at blive tilmeldt.