Om under et år er der folketingsvalg, og den kendsgerning ses tydeligere og tydeligere.
Senest med finansordfører Joachim B. Olsens (LA) kritik af Venstres storstilede velfærdskampagne. Kritikken kommer han med i tirsdagens Berlingske.
Det mener politisk kommentator Hans Engell.
- Valgkampen er for alvor ved at gå i gang.
- Det er ret usædvanligt, at et regeringsparti begynder at angribe et andet regeringsparti for annoncer om den økonomiske politik, som det andet parti har indrykket.
- Normalt plejer det at være oppositionen, der går til stålet i sådan en sammenhæng, siger Engell.
Annoncerne fra Venstre, der blandt andet er bragt i de store dagblade, fortæller, hvordan Venstre har været med til at tilføre 75 milliarder kroner ekstra til velfærd hen over de seneste 17 år.
Ifølge Joachim B. Olsen taler Venstre dog med "med to tunger".
Kritikken går primært på, at en væsentlig del af de 75 milliarder kroner ikke stammer fra politiske initiativer, men fra store budgetoverskridelser i den offentlige sektor gennem 00'erne.
/ritzau/