Man kan se det på de store drengede grin og omfavnelserne ved hver evigt eneste scoring. De kan lide, hvad de laver, F.C. Københavns spillere. Og selvom det må være svært at dæmme op for, så stiger den evigt voksende succesbølge dem tilsyneladende ikke til hovederne. Derfor forsvarede FCK i aftes på overbevisende vis det danske mesterskab.
FCK-spillerne har tilsyneladende ingen problemer i at trække sig selv op til at spille for nogle få tusinde tilskuere i en jysk provinsby – bare der efter 90 minutter bliver sat de sædvanlige tre point ind på den i forvejen bugnende konto.
Den professionalisme – og vindermentalitet – er cheftræner Ståle Solbakkens store fortjeneste. Nordmanden har respekt for såvel Thisted som Manchester United, og respekten for hver eneste opgave har han fået forplantet til sine spillere.
Mindre udfald bliver lynhurtigt rettet til, og så ser vi ikke dem igen foreløbig. Derfor har FCK fra første fløjt i sæsonen slået enhver spænding om guldet ihjel for at være helt sikker på at forsvare mesterskabet og ikke mindst for at maksimere chancen for endnu en tur i den europæiske mesterliga, hvor det virkelig sker.
Det er en imponerede indsats af en samling spillere, der kan gå på sommerferie i slutningen af denne måned med 58 kampe i benene fordelt på Superliga (mester), Champions League, Royal League (finaleplads), og pokalturneringen (finaleplads).