Nyuddannede arkitektstuderende har så svært ved at finde arbejde, at de slider i det som ulønnede praktikanter. Og det er ikke kun de studerende, som er i vanskeligheder. Også færdiguddannede arkitekter arbejder gratis for at bide sig fast på arbejdsmarkedet, skriver Politiken.
- Jeg troede ikke, at det ville gå mig på, men det er mere frustrerende, end jeg umiddelbart troede, siger arkitektstuderende, Ilka Lin fra Maine, som arbejder på en arkitektstue for virksomheden Adept på Nørrebro til Politiken.
Hun forklarer, at hendes løn består af den mad, hun får, når hun er på arbejde. Og at hun overlever ved hjælp af støtte fra sine forældre og en opsparing.
Der er seks praktikanter ansat hos virksomheden, hvoraf kun en enkelt er dansker. Jesper Nielsen får kun SU i det halve års praktik. Og hvis han vælger at fortsætte endnu et halvt år, bliver det til en løn tilsvarende SU - altså omkring fem til seks tusinde kroner om måneden.
Det er langt under det niveau Arkitektforbundet anbefaler.
De udenlandske studerende må leve af legater og støtte fra deres forældre. Men langt mere opsigtvækkende er det, at også færdiguddannede arkitekter fra udlandet må arbejde helt gratis.
- Det lyder skørt, men jeg fik ingen løn. De første seks måneder fik jeg ingenting. Det var som at være praktikant, de betalte mad og den slags for mig, fortæller en anonym arkitekt.
Hos firmaet Adept afviser de beskyldningerne om brug af gratis arbejdskraft og henviser til, at de pågældende studerende må have misforstået noget.
- Det sker ikke ved os. Man starter på en overenskomstmæssig løn, siger en af partnerne i firmaet Adept, Martin Krogh til Politiken.
Ifølge Arkitektforbundet skulle den udenlandske sandsynligvis være blevet ansat til en overenskomstmæssig løn. Forbundet har forgæves forsøgt at forhandle en minimumsløn for de studerende på plads.
Newspaq