Han elsker at trylle og råbe "FRYD!" og "PØLSE!", mens hun synger om at male byen rød og er en af de få kvinder, der kan bære kjoler med gigantiske pufærmer.
Til hverdag har de to entertainere, Rune Klan og Birthe Kjær, vidt forskellige måder at underholde på. Men sammen skal de nu begge kæmpe for at skabe bedre vilkår for verdens børn.
Det skriver UNICEF Danmark i en pressemeddelelse, hvor de præsentere det nye kuld af kendte ambassadører for FN's børnefond.
Rune Klan har selv tidligere privat rejst i udsatte områder, hvor han blandt andet har tryllet for børn midt i det fattige land Sri Lankas jungle.
"Den form for underholdning, som jeg står for, er heldigvis på et internationalt sprog. Det var virkelig en fed fornemmelse at stå og trylle for de sødeste små skolebørn, der smilede over hele ansigtet," siger den kække tryllekunstner.
De andre nye ambassadør-ansigter er: skuespiller Anders W. Berthelsen, Bakkens Pjerrot, tv-vært Bubber, sangerinde Caroline Henderson, skuespiller Jesper Klein, designer Malene Birger, musiker Mek Pek, skuespiller Peter Frödin, komiker Sebastian Dorset og skuespiller Trine Dyrholm.