Se & Hør skulle aldrig have skrevet, at Amin Jensen er 'besat af mad', 'tyk og trist' og 'gik ned med fedmeflaget'. Det kan nemlig betyde, at ugebladet bliver en kvart million kroner fattigere, skriver ekstrabladet.dk.
Ifølge sladrebladet blev komikeren Amin Jensen så vred over formuleringerne, som blev skrevet, efter han havde opholdt sig på Højskolen i Ubberup for at få råd og vejledning om at tabe sig.
Men det afviser Amin Jensen.
"Jeg er bestemt ikke fornærmet over at blive kaldt tyk. Det har jeg jo selv underholdt med til mine shows. Det, der er stridens kerne, er, at de skrev usandheder om mig og min familie," siger Amin Jensen.
Ifølge Amin Jensen er det påstande om, at han 'rejser fra kone og nyfødt datter' for at tage på kurset, og at han var 'psykisk nedbrudt' og derfor aflyste shows, der er usande.
"Det har kostet mig penge, at være blevet beskrevet som en psykisk nedbrudt person, der aflyser sine shows," lyder det fra komikeren.
Se & Hør har på forhånd krævet frifindelse med henvisning til, at det farverige sprog og den journalistiske vinkling er, hvad man må finde sig i, når man er en offentlig kendt person.