Nogle ting brænder sig fast, så man bare husker dem meget bedre end alt andet.
Sådan er én begivenhed også for komikeren Andreas Bo, som meget tydeligt husker, da han fik ros af selveste kong Frederik.
Det fortæller han til kendte.dk.
Den royale ros faldt ved sidste års DR Sportsgalla i Herning, hvor Andreas Bo havde fornøjelsen af at hilse på majestæten.
- Vi talte om løst og fast. Han kunne godt huske, jeg lavede en Kim Larsen-parodi til Prins Henriks 80-års fødselsdag. Han sagde også, at han havde fulgt min karriere, og det er bare så overskudsagtig, siger Andreas Bo til mediet og giver også prins Joachim gode ord med på vejen.
Andreas Bo har nemlig mødt begge.
- Fælles for dem er, at de tager sig tid til at tale og uddele komplimenter. Det er vidunderligt, siger han.