Helle og Villy er kommet i verbal slagsmål.
I dagens udgave af Politiken sætter SF-formand Villy Søvndal ind med et angreb på Socialdemokraternes formand, Helle Thorning-Schmidt. Hun og partiet er alt for passive i den brusende debat om velfærd og kravene om højere løn til de ansatte i plejesektoren.
- Jeg har undret mig meget over, at Helle ikke har kastet sig ind i denne her kamp med mere energi. Derfor er min opfordring til hende: Kom nu Helle. Vi har en unik chance for at kunne presse regeringen, siger Villy Søvndal til Politiken.
- Hvis signalerne fra dem, der vil en bedre velfærd, er så uklare som nu, så er det Fogh og velfærdsfantaster som Naser Khader, der vinder, siger han.
Kritikken modtages ikke overraskende ganske køligt fra Socialdemokraterne. Helle Thorning selv er godt nok på sommerferie og vil ikke udtale sig, men det vil partiets gruppeformand, Carsten Hansen.
- Vi har været på banen længe. Det er os, der har sat dagsordenen på velfærdsområdet. Men vi vil ikke være med til at lave særlige ordninger. Hvad så med sygeplejeskerne, lærerne og pædagogerne, siger Carsten Hansen til avisen.
SF er klar med et forslag, der skal give plejepersonalet, der i de seneste par uger har brugt mere tid på at strejke end passe de gamle, mere i løn. SF vil give hver ansat i ældreplejen 2.000 kroner mere i løn om måneden, og desuden bruge 1,4 milliarder kroner til at finde 5.000 ekstra stillinger.
I alt koster SF-forslaget 2,4 milliarder.
Strejkerne i plejesektoren er i øvrigt ved at ebbe ud. Fagforeningen FOA kender kun til tre kommuner, hvor der fortsat er strejke.