Det lyder både farligt og ulovligt at klatre op i en 60 meter høj industriskorsten, hvis det ikke er ens arbejde. Men i Tjekkiet er der et forbund for skorstensklatrere med over 1000 medlemmer, der bestiger de høje skorstene landet over.
´Deroppe har jeg en følelse af absolut frihed, og alle slapper helt af. Alle bekymringer og pligter bliver nede på jorden. Så det er en slags narko, noget du vil have hele tiden. Det er skønt mod stress,´ forklarer Lenka Chroustova, medlem af skorstensklatreklubbben.
Forbundet har en liste på 9.755 skorstene, og hver dag bliver der foretaget adskillige klatringer af de højdeglade medlemmer, der i øvrigt selv bestemmer, om de vil have sikkerhedsudstyr eller ej. Nogle klatrere bruger hjelm og reb, mens andre sværger til et par handsker som tilstrækkeligt udstyr.
Fire venner begyndte at klatre i det skjulte helt tilbage i 1981, men nu har fænomenet bredt sig til hele Tjekkiet, hvor gruppens medlemmer både tæller børn og pensionister.
En talsmand fra gruppen oplyser, at der kun har været en alvorlig ulykke i løbet af de sidste 33 år med skorstensklatring. Det drejede sig om en mand, der ikke var medlem af gruppen, som fik et hjertestop og faldt ned fra en skorsten og mistede livet. Medvirkende: Dansk tilrettelæggelse: Sune Skallerup