Krisen er langt fra overstået. Virksomhederne melder om massive fyringsrunder i de næste måneder. Regeringen bliver nødt til at gribe ind, mener Dansk Erhverv.
Ikke med en vækstpakke til erhvervslivet, men med ekstra penge til de økonomiske trængte danskere.
"Hvis vi ser et nyt dyk i aktivitetsniveauet, så bliver det også nødvendigt, at regeringen sammen med erhvervsorganisationer går ind og finder ud af, hvor det er mest hensigtsmæssigt at lave en indsats. Og det kunne eventuelt være at punge penge ud til forbrug," siger Poul Erik Pedersen, der er formand i Dansk Erhverv, til Newspaq.
Meldingen om flere fyringer var forventet af Dansk industri (DI), der vurderer, at der er 175.000 ledige før udgangen af 2010. Men organisationen mener dog, at regeringen har afsat nok penge til DI's medlemmer.
"Vi er blandt de lande i EU, der stimulerer økonomien mest. Faktisk i sådan et omfang, at vi næste år må forvente et meget stort underskud på de offentlige budgetter. Så vi kan ikke gå længere den vej," siger erhvervsøkonomisk chef i DI, Kent Damsgaard, til Newspaq.
I stedet skal regeringen være mere overbærende med de virksomheder, der ikke kan betale regningerne til tiden, mener han.
"Man kan forlænge tidsfristen for indbetaling af moms og A-skat. Det ville give noget likviditet i virksomhederne og betyde, at man kan holde lidt mere gang i hjulene," siger Kent Damsgaard.
40 procent af de danske virksomheder varsler fyringer i løbet af de næste par måneder. Kun ti procent regner med at ansætte nye folk. Det viser en ny undersøgelse ifølge Børsens analyseinstitut, Greens.