De er ubestridt Danmarks kendteste dansktoppar - og sikkert også de mest populære.
I den kommende uge får du chancen for at komme helt tæt på Keld og Hilda Heick.
TV 2 følger i et nyt program parret i både stort og småt.
Programmet hedder "Keld og Hilda hånd i hånd" og fortæller Keld og Hildas historie helt fra barndommens første møde og til deres nuværende berømmelse.
Seerne får både den søde historie om ægteparret, men også et kig på medaljens bagside.
Kritik, familiedrama og livet på landevejen udfordrer dem - men kærlighed, musik og kampvilje bærer dem hele vejen, lyder det i programomtalen.
Efter mere end 50 år i rampelyset pakker den folkekære duo scenetøjet væk i 2026.
I "Keld og Hilda hånd i hånd" følger vi med hele vejen gennem et langt liv med kærlighed til musikken.
Program-serien begynder på TV 2 Charlie eller TV 2 Play den 18. december kl. 20.45.