Går du på en af landets ungdomsuddannelser kan du gratis opleve Malk De Koijn og mange andre koncerter på sommerens Roskilde Festival.
Dansk Røde Kors har netop sat gang i skolestafetten, hvor de opfordrer klasserne på landets gymnasier og andre ungdomsuddannelser til at finde flest muligt indsamlere til organisationens indsamling i oktober. Den klasse, der skaffer flest indsamlere, får gratis armbånd til festivalen. Det skriver Gaffa.dk.
"Stafettens kombination af humanitært arbejde og kulturtilbud til unge passer godt sammen med Roskilde Festivals måde at arbejde med holdninger og donationer på," siger Roskilde Festivals talsmand, Esben Danielsen.
Årets Røde Kors-indsamling er den 4. oktober og sætter fokus på arbejdet med mennesker, som har krig tæt inde på livet.