Står computeren på stand-by? Kunne man tørre sit tøj udenfor i stedet for i tørretumbleren? Og er det nødvendigt at have lyset tændt på gangen hele tiden?
Fem københavnske kollegier vil fra i dag og to uger frem konkurrere med hinanden om, hvem der kan spare mest på el- og vandforbruget. Vinderen er den, som formår at skære de højeste procenter af forbruget.
Dårlige vaner
Konkurrencen skal i første omgang være med til at fostre mere klimavenlige kollegianere, forklarer Nina Tofte Hansen fra Egmont-kollegiet i København, som er en af initiativtagerne til konkurrencen.
»Når man bor på kollegium, føler man sig måske mindre ansvarlig over for det strøm og vand, man bruger. Og man får opbygget nogle dårlige vaner, som man tager med sig, når man flytter. Dem vil vi gerne prøve at gøre noget ved,« siger hun og understreger, at der er store besparelser at hente i kollegielivet.
»For eksempel i køkkenet. Her står fjernsynet tit og summer i baggrunden, eller computeren kører, uden at nogen bruger den. Eller i vaskekælderen, hvor alle bare bevidstløst bruger tørretumbleren i stedet for at hænge tøjet op,« siger Nina Tofte Hansen.
Signal til Danmark
Men kampen om førstepladsen bliver hård. På Regensen planlægger beboerne at hænge bannere og sedler op for at huske hinanden på, at man skal spare.
»Her skriver vi, at man for eksempel skal tage kortere bade, eller at man skal tænke sig om, inden man tænder ovnen,« siger Mette Teilmann Nielsen fra kollegiet Regensen.
Selvom konkurrencen handler om fem kollegier, er signalet til resten af Danmark meget bredt, mener Mette Teilmann Nielsen.
»Det viser jo, at mange bække små kan gøre en forskel. Det kan godt være, at vi fem kollegier ikke kan redde klimaet, men hvis man er bevidst om sit forbrug, kan man hjælpe i det store puslespil,« siger hun.
Ud over Egmont og Regensen deltager Kvinde- regensen, Otto Mønsteds Kollegium og Rigshospitalets Kollegium.
Konkurrencen er støttet af Klima- og Energiministeriet og Københavns Kommune.
Tag en dag om ugen uden kød
Vælg frugt, der er produceret i Danmark
Brug smørrebrødspapir i stedet for staniol
Undgå tørretumbler