Kollegerne på det danske fodboldlandshold hylder midtbanegeneralen Pierre-Emile Højbjerg, efter at det allestedsnærværende energibundt lyste op som Danmarks klart bedste spiller i mandagens EM-kvalifikationskamp mod Slovenien.
Højbjerg spillede sin kamp nummer 53 i sæsonen, og hvor flere af holdkammeraterne var møre og klar til sommerferie, løb Højbjerg videre i højt tempo helt til det sidste i kampen, som endte 1-1.
Landsholdsanfører Simon Kjær er dybt imponeret af sin 27-årige holdkammerat.
- Han kommer med en fantastisk energi, det har han altid gjort. Vi skal bare lade Pierre folde sig ud, for han har så meget kvalitet på og uden for banen, og han er en meget speciel karakter, som vi bare skal have åbnet op for.
- Han er en person, der tænker meget over tingene, han er super ærgerrig og professionel på alle parametre, siger Simon Kjær.
Han forventer, at Tottenham-profilen bliver endnu bedre i fremtiden.
- Jeg er 100 procent sikker på, at han har et niveau mere, end det han viser lige nu. Pierre har hele pakken.
- En gang imellem skal man lige holde ham nede, så han ikke får for mange idéer, men han vil hele tiden bare blive bedre og bedre, siger Simon Kjær.
Andreas Christensen er enig med sin anfører og mener, at Pierre-Emile Højbjerg nu kan se frem til en velfortjent ferie efter at have været den landsholdsspiller med den travleste sæson.
- Han er vores motor, og han går altid forrest i presspillet, og han har energi og rolighed på samme tid. Jeg elsker at spille sammen med Pierre.
- Jeg tror, han må være mærket efterhånden, for han har spillet super mange kampe. Jeg håber, at han får sig en god ferie, siger Andreas Christensen.
Mod Slovenien var Højbjerg både en vigtig bolderobrer på midtbanen, samtidig med at han tog ansvar som playmaker. I tillæg markerede han sig med et forrygende oplæg til Rasmus Højlunds 1-1-scoring.
Landstræner Kasper Hjulmand kan ikke mindes, at han har trænet en spiller med så stor udholdenhed som Højbjerg.
- Han er et fyrtårn og en vulkan på banen. Sidste sommer skulle vi spille fire kampe på ti dage, og jeg sagde til ham, at han kun skulle spille tre kampe, men han endte med at spille fire kampe.
- Han passer godt på sig selv og kan blive ved, ved og ved. Fysisk er han utrolig stærk, og han er ikke til at slå ned. Han vil være inde på banen og gøre en forskel. Jeg tror ikke, jeg har arbejdet med en større motor, siger Kasper Hjulmand.
Pierre-Emile Højbjerg har spillet 66 landskampe.
/ritzau/